Mit lån er sendt til inkasso, hvad sker der nu?Når dit lån er sendt til inkasso, skal vi sammen med dig forsøge at finde en god løsning. Hvis du ikke kan betale din gæld på en gang, vil vi meget gerne hjælpe dig med at få en betalingsaftale.
Måske kan du i øjeblikket ikke betale af på din gæld. I det tilfælde vil vi bede dig om at underskrive et frivilligt forlig, som er en anerkendelse af gældens størrelse. Dermed undgår du at blive kaldt i fogedretten, hvilket giver flere omkostninger for dig.
Når du skriver under på et frivilligt forlig, viser du samtidig, at du har vilje til at betale, selvom pengene ikke rækker lige nu, og det gør det lettere for os at hjælpe dig videre. F.eks. kan vi i særlige tilfælde hjælpe dig med en friholdelsesperiode, mens du måske finder et nyt job eller en ny bolig.
Hvordan kommer jeg videre? I inkassoafdelingen kan vi hjælpe dig med at få overblik over din gæld til os, og vi kan komme med forslag til, hvordan du kan blive gældfri. Vi ved godt, at det kan være svært at tale om økonomien, når pengene ikke rækker, men vi vil meget gerne hjælpe dig videre.
Sammen med dig gennemgår vi din økonomi og dit budget, og hvis det er muligt, kommer vi med et forslag til en betalingsaftale. Vores forslag vil naturligvis tage udgangspunkt i en fornuftig løbetid, som samtidig passer til din økonomi. Vi kan også hjælpe dig med at se på de enkelte poster i dit budget, for ofte kan selv små ændringer i budgettet give luft i økonomien og øge muligheden for at blive gældfri.