Automatisk geninvestering af udbytter
I Danske Bank kan du som investor i danske investeringsforeninger tilmelde dig en ordning, hvor dele af eller hele udbyttet automatisk geninvesteres i samme afdeling(er) i stedet for at blive udbetalt.
Automatisk geninvestering er en nem og billig måde for dig at geninvestere dit udbytte fra en dansk investeringsforeningsafdeling på. Udbytte fra afdelinger i Danske Invest bliver geninvesteret uden kurtage og uden emissionstillæg*, og du sparer tid, da ordningen kører automatisk, når du har underskrevet en aftale med banken.
Forskellige muligheder for automatisk geninvestering
Du har flere valgmuligheder for automatisk geninvestering. Du kan vælge at geninvestere:
- det samlede udbytte
- hele udbyttet fra en/flere afdeling(er)
- dele af udbyttet fra en afdeling
Ens for alle muligheder er, at du får geninvesteret udbyttet i samme afdeling, som udbyttet er udloddet fra – altså flere investeringsbeviser i samme afdeling.
Du vælger, hvilken mulighed, der er bedst for dig – aftal dette med din rådgiver. Ønsker du at ændre muligheden efterfølgende, skal du indgå en ny skriftlig aftale med banken.
Hvem kan indgå aftale om automatisk geninvestering
Både virksomheder og private kunder kan, med såvel frie midler som pensionsmidler, tilmelde sig ordningen. Den enkelte investeringsforening kan fastsætte en minimumsgrænse for geninvestering af udbytte. Der gælder imidlertid en minimumsgrænse på 1.000 kr. pr. investeringsforeningsafdeling for alle investeringsforenings-beviser, der ligger i depot hos Danske Bank. Minimumsgrænsen på 1.000 kr. er efter eventuel tilbageholdelse af udbytteskat.
Hvilke afdelinger er omfattet af automatisk geninvestering
Det er investeringsforeningen, der selv beslutter, om foreningen ønsker at tilbyde automatisk geninvestering af udbytte til sine investorer. I Danske Invest er det alle udbyttebetalende afdelinger, der er omfattet af muligheden for automatisk geninvestering. Undtaget er dog afdelingerne Dannebrog, Korte Danske Obligationer, Lange Danske Obligationer, Obligationer 4-udbytter, Indeksobligationer samt Flexinvest Fri-afdelingerne og afdelingerne i DI AlmenBolig.
Hvordan indgår du aftale om automatisk geninvestering
Er du kunde i Danske Bank, og har du beviser i en dansk investeringsforening, kan du henvende dig til din rådgiver for at aftale om automatisk geninvestering. Aftale om geninvestering kan også bestilles via netbank.
Gå tilbage til Investering*Emissionstillæg: Nye beviser i en afdeling i en investeringsforening sælges til emissionskurs – det vil sige den indre værdi + et emissionstillæg. Emissionstillægget dækker blandt andet udgifter til køb af værdipapirer samt provision til finansielle formidlere.