Investeringsbeviser
Der er forskellige regler for skat af investeringsbeviser, alt efter om der er tale om aktiebaserede, obligationsbaserede, akkumulerende eller udenlandske investeringsbeviser.
Udbytte fra udloddende investeringsbeviser beskattes som den indkomst, udbyttet stammer fra. Den del af udbyttet, der stammer fra aktieudbytter og kursgevinster på aktier, beskattes som aktieindkomst. Som kapitalindkomst beskattes blandt andet renter og kursgevinster fra obligationer, dog er kursgevinster fra blåstemplede obligationer, som er købt før den 27. januar 2010, skattefri.
Aktiebaserede investeringsbeviser
Reglerne for skat ved salg af aktier gælder også for aktiebaserede investeringsbeviser i udloddende afdelinger, det vil sige afdelinger, der betaler udbytte. Avance og tab fra salg af udloddende aktiebaserede Investeringsbeviser medregnes ved opgørelsen af aktieindkomsten.
Obligationsbaserede investeringsbeviser
Avance og tab fra salg af udloddende obligationsbaserede investeringsbeviser medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten.
Det gælder dog kun, hvis de samlede årlige nettogevinster eller –tab på fordringer i DKK eller fremmed valuta, og gæld i fremmed valuta, samt gevinst og tab på udloddende obligationsbaserede investeringsbeviser, overstiger 2.000 kr.
Akkumulerende investeringsbeviser
Avance og tab beskattes efter lagerprincippet. Det kan betyde, at du skal betale skat, selv om du ikke realiserer nogen gevinst. Avance og tab, der opgøres efter lagerprincippet, medregnes hos dig den sidste dag i investeringsforeningens regnskabsår.
Udenlandske investeringsbeviser
De fleste udenlandske investeringsbeviser beskattes efter samme regler som akkumulerende investeringsbeviser, se ovenfor.
Opsparing i pensionsordning
Du kan selv vælge at investere midler i en pensionsordning i banken. Afkast af værdipapirer, som opbevares i et pensionsdepot, beskattes løbende med 15 procent efter lagerprincippet. Du har som udgangspunkt fradrag for pensionsindskud og bliver beskattet, når pensionsydelserne bliver udbetalt. Fradraget betyder, at du har flere midler at investere for i opsparingsperioden.