Som eksportør opnår virksomheden en række fordele ved at anvende remburs som betalingsinstrument.
Fordele ved eksportremburs
- Betaling garanteret af importørens bank inden afsendelse af varerne.
- Øget sikkerhed for betaling til aftalt tid.
- Øget sikkerhed for, at den indgåede ordre ikke kan annulleres eller ændres uden din accept.
- Forbedring af likviditet, da betaling ofte kan udløses kort tid efter afsendelsen af varerne.
- Mulighed for finansiering.
Gennemgå rembursen grundigt
Det er vigtigt at gennemgå rembursen grundigt, når I modtager den. I skal være opmærksomme på, at rembursen kun er sikkerhed for betaling, hvis virksomheden er i stand til at opfylde alle dens krav og betingelser. Rembursen skal gennemgås grundigt, så I kan konstatere, om betingelserne er i overensstemmelse med det, der er aftalt. I den proces kan det være nødvendigt at involvere de medarbejdere i firmaet, der har ansvaret for, at
- handlen er indgået
- varerne er klar til afsendelse til tiden
- udfærdige dokumenterne
- arrangere transporten.
Virksomheden bør blandt andet sikre sig, at
- teksten er klar og entydig
- betingelserne er dem, I har aftalt med kunden
- rembursen er udstedt af en acceptabel bank
- rembursen er underlagt de internationale rembursregler
- samtlige udtryk i rembursen er klare og entydige
- rembursen ikke indeholder modstridende krav
- afsendelses- og dokumentpræsentationsfrister kan overholdes
- eventuelle krav til forsikring kan opfyldes
- kravene til transport og transportdokumentet kan opfyldes
- dellevering/omladning er tilladt, hvis der er behov for det
- jeres navn og adresse er anført nøjagtigt, som det fremgår af jeres dokumenter
- købers navn og adresse er angivet korrekt
- varebeskrivelsen er angivet, som I vil beskrive den i dokumenterne.